Gettysburg-kampagnen

General Meade og Lee, som havde kommandoen for henholdsvis Unionen og Konføderationen.

Gettysburg-kampagnen var en række slag, som blev udkæmpet i juni og juli 1863 under den amerikanske borgerkrig. Efter hans sejr i slaget ved Chancellorsville rykkede den konfødererede general Robert E. Lees Army of Northern Virginia nordpå for at gennemføre offensive operationer i Maryland og Pennsylvania. Unionens Army of the Potomac, som blev ledet af generalmajor Joseph Hooker og fra 28. juni George G. Meade, forfulgte Lee, besejrede ham i slaget ved Gettysburg, men lod ham undslippe tilbage til Virginia.

Lees hær slap væk fra unionshæren ved Fredericksburg, Virginia den 3. juni 1863. Mens de gjorde holdt ved Culpeper, blev det største kavalerislag under krigen udkæmpet ved Brandy Station den 9. juni. De konfødererede krydsede Blue Ridge Mountains og rykkede nordpå gennem Shenandoah Valley og tilfangetog unionsgarnisonen i Winchester, Virginia i Andet slag om Winchester mellem 13. og 15. juni. Efter at have krydset Potomacfloden trængte Lees 2. korps gennem Maryland og Pennsylvania, nåede frem til Susquehannafloden og truede statens hovedstad Harrisburg. Army of the Potomac havde imidlertid optaget forfølgelsen og var nået til Frederick, Maryland inden Lee opdagede, at hans modstander havde krydset Potomac. Lee skyndte sig at samle sin hær omkring trafikknudepunktet Gettysburg.

Slaget ved Gettysburg var det største i krigen. Det begyndte med et tilfældigt sammenstød den 1. juli, og i starten lykkedes det de konfødererede at trænge unionskavaleri og to infanterikorps tilbage fra deres forsvarsstillinger, gennem byen og op på Cemetery Hill. Den 2. juli, hvor hovedparten af begge hære var nået frem, indledte Lee kraftige angreb på begge unionshærens flanker, som blev slået tilbage med store tab på begge sider. Den 3. juli koncentrerede Lee opmærksomheden på Unionens centrum, og nederlaget for hans store infanteriangreb, Pickett's Charge, fik Lee til at give ordre til en retræte, som begyndte om aftenen den 4. juli.

Den konfødererede tilbagetrækning til Virginia blev plaget af dårligt vejr, vanskelige veje og talrige træfninger med unionens kavaleri. Meades hær manøvrerede imidlertid ikke tilstrækkeligt aggressivt til at forhindre Army of Northern Virginia i at krydse tilbage over Potomac i sikkerhed om natten mellem den 13.-14. juli.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search